Vimby – Velkommen I Min BYdel
Vimby er en forkortelse for Velkommen I Min BYdel og et modsvar på ”Nimby” – not in my backyard. Denne forkortelse rummer vores vision om at skabe et inkluderende fællesskab, hvor alle bliver budt velkomne til at bidrage til fællesskabet.
Formål
Vimby har til formål at støtte aktiviteter af praktisk, social, erhvervsmæssig og/eller kulturel karakter, der er etableres og drives med henblik på at fremme livskvalitet.
Fonden Vimby skaber aktiviteter, der virker for inklusion af udviklingshæmmede og andre udsatte borgere. Det kan være dagtilbud eller andre aktiviteter, som giver mulighed for at indgå i meningsfulde arbejdsfællesskaber og andre sociale og kulturelle fællesskaber med alle beboere i Andelssamfundet og det øvrige Hjortshøj.
Daglig praksis
I Vimby skaber vi gensidig inklusion gennem etablering af arbejdsfællesskaber, hvor mennesker med særlige behov arbejder sammen med frivillige fra Andelssamfundet og det øvrige Hjortshøj. Det er arbejdsfællesskaber som bygger på, at vi alle kan noget, og at vi sammen kan meget mere. For alle er det vigtigt at opleve, at vi kan bidrage. Det er afgørende for at styrke selvstændighed og udvikling hos den enkelte. Men den oplevelse får mennesker med særlige behov og andre udsatte sjældent.
Erfaringen har indtil nu været, at de etablerede arbejdsfællesskaber i Vimby giver mennesker med særlige behov oplevelsen af, at deres kompetencer bliver sat i spil i et ligeværdigt arbejdsfællesskab. Oplevelsen af at skabe værdi og bidrage til fællesskabet forstærkes af, at de producerede varer sælges og værdsættes af de lokale handlende. De ansatte med særlige behov udtrykker stor glæde og stolthed over deres arbejde.
Gennem etableringen af butikker og produktioner har vi skabt møder mellem mennesker på tværs af alle skel. Det er møder mellem handlende, frivillige, ansatte i dagtilbud, pædagogisk og fagligt personale samt besøgende. Dette er vores modsvar på den stigende tendens til, at vi i Danmark grupperer os med ligestillede. Vi vælger skole, arbejde og bolig, så vores hverdag fyldes med personer som i høj grad ligner os selv. Møder på tværs af sociale grupperinger bliver færre, og dermed mindskes kendskab og forståelse for hinanden. Det truer den sociale sammenhængskraft, som bygger på kendskab og forståelse, og som gør os til medmennesker, der helt naturligt tager os af hinanden.
You must be logged in to post a comment.