I starten af juli 2021 modtog Fonden den sørgelig besked, at Ib var død.
Ib trådte ind i Vimbys bestyrelsen da fonden blev stiftet i 2012. Den daværende formand mindes hans glæde ved invitationen, og hans umiddelbare og fagligt velfunderede engagement allerede over den første kop kaffe. Efter de første år som næstformand overtog han i 2015 formandsposten. I 2020 valgte Ib at trække sig tilbage som formand på grund af sygdom. Fondens arbejde betød meget for Ib og på trods af sygdom, bidrog han til Fondens arbejde til det sidste.
Ib holdt kommunen fast på intentioner og visioner. Han sikrede at samarbejdet med skiftende chefer ikke var historieløst, og han trak på hele sit netværk som en stor ressource. Han bevarede fondens tro på at samarbejdet med kommunen kan lykkes. Ib var initiativtager til en inklusionskonference i november 2018 med over 400 deltagere, og han havde en stor del af æren for at konferencen blev en succes. Ibs tilgang til bestyrelsesarbejdet var helt på linje med teksten i konferenceprogrammet: “I Vimby arbejder vi med ligeværdigt samarbejde, idet vi ikke gør noget for nogen, men vi arbejder sammen om at løse opgaver ud fra devisen, at alle bidrager med det de kan og brænder for – meningsfyldte arbejdsfællesskaber med plads til alle!”
Ib havde overblik, var loyal og havde stor respekt for fondens lokale involvering. Han talte aldrig dårligt om andre, og han trådte gerne til som moderator i svære sager. Han brugte evnen til at lytte, påpege fejloplysninger og ellers gå neutralt til værks. En enkelt bemærkning og en rolig udstråling var nok til at få emotionerne til at falde til ro. Det gjaldt også på fondens møder, og Ib holdt af den uformelle stemning.
Blandt andre store opgaver var Ib tovholder på en million-bevilling fra A.P.Møller, og han stod for det omfattende arbejde med møder, retning og rapporter. Men det var ikke hårdt arbejde det hele.
Ib indførte nytårskure for bestyrelse og følgegruppe, for også at lære hinanden at kende udenfor mødelokalet. Gerne i forlængelse af et fagligt dagsmøde, og altid med Ibs dejlige fiskesuppe. Et kulinarisk indslag han også brillerede med på Fantastisk Fredag. Og da mændene fra Fikseværkstedet tog på tur til Motorsamlingen på Djursland tog Ib med. De skulle se en ægte Tuxham-motor. De motorer Ib som maskinarbejder havde installeret på fiskekuttere. Mens en af de andre deltagere havde arbejdet på Tuxham-fabrikken. Endnu et meningsfuldt fællesskab.
Ib bliver svær for Fonden at undvære. Han havde et stort overblik, dyb indsigt og hjertet på rette sted. Vi har meget at takke Ib for, og vil med disse ord mindes den store indsats og menneskelige varme han kom med. Han bidrog til rummelighed i praksis. Tak.